MV Local – Ralf Koch

Her findes ni offentligt tilgængelige stjerneobservationssteder. Stjerneparken er for nylig blevet udmærket og hører til blandt de 139 internationale stjerneparker verden over, der er blevet udvalgt på grund af "usædvanlig god stjerneklarhed og et uforstyrret natmiljø" . Hvis man har lyst, kan man booke en stjerneguide: Nogle fokuserer på teleskopet og viser Saturns ringe eller månekratere, andre fortæller myter om stjernebillederne. Særligt populært: at glide hen over søen i kano i måneskinnet, mens stjernehimlen udfolder sig ovenover. Når Perseiderne falder fra himlen i august, kommer omkring 200 mennesker for sammen at vente på den første stjerneskud.

Den person, der i høj grad er ansvarlig for, at det hele fungerer her, er Ralf Koch. Han kender sandsynligvis næsten hver eneste sten, hvert eneste træ og hvert eneste græsstrå. Han har arbejdet i naturparken Nossentiner/Schwinzer Heide i over tre årtier og ved, at stjernerne her kun er et af mange træk, der gør heden så speciel.

For den morgenfriske Ralf Koch begynder dagen som regel ganske roligt kl. 5.15 med en sort kaffe og sin cello. Han begyndte som 58-årig at lære at spille instrumentet på folkehøjskolen, fordi han og hans kone – der selv er harpenist – elsker klassisk musik. Nu sætter han sig hver morgen ved celloen for at slappe af, inden dagen går i gang. Han forener sin kærlighed til musikken med sin kærlighed til naturen: Når der i slutningen af juli afholdes en koncert i den gamle kirke i Nossentin under Mecklenburg-Vorpommern-festivalen, fører Ralf gæsterne inden koncerten gennem den tilstødende park, op til Kalkberg. "Der kommer folk ned, bliver rolige – og bagefter lytter man sammen til vidunderlige toner", siger han. Det er netop denne forbindelse mellem stedet og musikken, der udgør festivalen for ham.

Men der er stadig lidt tid til. I dag står Ralf Kochs yndlingsdyr først på programmet. Det er flagermustælling! Dyrene har fascineret ham, siden han i 1991 var på tur med en gruppe flagermusentusiaster fra Thüringen for at lede efter redekasser. "Det har ikke sluppet mig siden", siger han. "Bare deres kropsbygning! Dyrenes kroppe har stort set ikke ændret sig i 50 millioner år. Deres kropsbygning er åbenbart genial. Det fascinerede mig så meget, at det hurtigt stod klart, at jeg gerne ville beskæftige mig mere intensivt med denne dyregruppe." Her er han kommet til det rette sted. Omkring ti af de 18 flagermusarter er i øjeblikket hjemmehørende her.

Mens Ralf Koch hænger kassen tilbage på plads, lyder der en svag savlyd gennem træerne – sandsynligvis skovarbejde. Som leder forklarer Ralf gerne forskellen mellem en naturpark og en nationalpark: I en nationalpark skal naturen have lov til at klare sig selv, mens mennesket trækker sig tilbage. En naturpark er derimod et kulturlandskab – her skal mennesket vise, hvordan landbrug, skovbrug og turisme kan harmonere med hinanden. “Det er en proces, der ikke sker fra den ene dag til den anden”, siger Ralf. For at bevare balancen mellem menneske og landskab er der brug for mennesker, der kan begejstre. En sådan person er Ralf Koch. 

Senere mødes grupperne igen ved naturbeskyttelsesstationen. De enkelte dyr bliver målt, ringmærket, og arten bestemt. De undersøges for mider og skader, og kønnet noteres.&Da flagermus har en god hukommelse for deres omgivelser, kan man om aftenen lade dem flyve ud igen fra stationen – de finder selv tilbage til deres kasser. Hvis man gerne vil være med, behøver man ikke at vente på den store optælling: Om sommeren tilbyder naturparken guidede ture med ultralydsdetektor, og der er desuden en flagermussti.

Han er selv også god til det og nyder at være alene. Ofte sidder han bare i skoven eller ved søen under et træ – helst ved Brillenseen, to små skovsøer, der er forbundet med en smal bro. “De er der næsten ingen, der finder”, siger Ralf. Nogle steder kommer der ingen forbi hele dagen. Er den totale stilhed ikke skræmmende for ham? Nej, modsiger han. Han finder det snarere uhyggeligt, når han er ude i storbyerne, hvor alle omkring ham har deres mobiltelefoner fremme og skynder sig forbi ham. 

Den, der kører gennem naturparken sammen med Ralf Koch, får også andre historier at høre. I Goldberg, »byen med de tre løgne« – intet guld, ingen by, intet bjerg – fører en to kilometer lang børnetur ved navn »Pilzys natursti« rundt om Hellberg, som fortælles af den kaukasiske skråningstusser: et fabeldyr opfundet af en skoleklasse med ben af forskellig længde, der er optimalt tilpasset livet på skråningen. Ved hvert stop på ruten er der et stempel. Den legende tilgang finder man også i Rahmannsmoor – herunder skolefaget »mose-renaturering« – på Stjerneruten og på flagermusturene.

Snart venter der dog en stor forandring for Ralf Koch. Eller: en mellemstor forandring. For i september går Ralf på pension efter 35 år i naturparken – heraf ti år som vicedirektør og ti år som direktør. Alligevel vil han ikke helt give slip: »Det er en del af mit liv«, siger han. Han vil fortsætte sit arbejde gennem naturparkens fond og støtteforeningen. 

Normalt slutter en dag for Ralf Koch med en fælles gåtur sammen med sin kone og hunden Frodo. De går tre kilometer sammen alle tre ad den samme rute uanset vejret og observerer forandringerne i naturen. Det er en del af Ralfs tilgang: Den, der taler om naturen, skal også kende den. Og han kender den – de klatrende egetræer, søerne med det klare vand, bæverne og odderne, vandreturene rundt om Langhanssøen og Rahmannsmoor. For Ralf Koch er naturen frem for alt også ro. Den finder han også i Dobbertin.