Museum i Göhren: Fortiden møder fremtiden

Det stråtagede hus har i længere tid været fredet. »Frøken Bahls ville dog slet ikke kunne genkende det indefra«, fortæller Ellen Melzer, der allerede siden 2005 har arbejdet med stor entusiasme for de fire museer i Mönchgut. Ud over lokalhistorisk museum omfatter dette Rookhus i Göhren, museumsfartøjet Luise og Mönchgut-museumsgården. „Fräulein Bahls har simpelthen samlet og fået opført i inventaret alt, hvad hun kunne få fra de gamle indbyggere i Mönchgut“, forklarer hun, „95 procent af det, der er blevet samlet op gennem årene, kan vi slet ikke længere udstille her.“

Sikkert også fordi museets mål og ambitioner har ændret sig med tiden. Tradition og historie, men i en moderne indpakning, er det, hvad lokalhistorisk museum i Göhren ønsker at vise. Allerede den lyse, arkitektonisk tiltalende tilbygning til det bindingsværkshus, der blev opført i 1850, var et vendepunkt. Siden moderniseringen sidste år er museets øverste etage nu for første gang blevet inddraget i udstillingen. Fotografen Volkmar Herre, der stammer fra Stralsund, viste der i sine billeder fra 1960’erne Mönchguts oprindelighed og idyl. Især motiverne af de lokale fiskere er imponerende, og på denne måde går de ikke i glemmebogen.

Blandt højdepunkterne på lokalhistorisk museum er de forskellige folkedragter, der engang udgjorde Mönchguter-befolkningens hverdagsgarderobe. De for det meste enkle, sorte klæder vejede til tider op til 7,5 kilogram. Ellen Melzer forklarer: „Hertil hørte også den berømte Schüttelbüx – et par bukser, der gik til læggen, med vide ben og en snøret linnebund.“ Hvorfor var klæderne så tunge? „Man levede vel dengang efter mottoet: ‚Hvad der er godt mod kulden, er også godt mod varmen.“  

Dragtstykkerne blev syet i møjsommeligt håndarbejde, efter at stofferne var blevet fremstillet på massive væve. En af dem står stadig i museet i dag. Spinding og vævning har lange traditioner på Mönchgut, hvor der trods alt har været opdrættet får i århundreder. Især det pommerske landfår præger billedet af regionens blide, grønne bakker. Og også i dag fungerer fårene i biosfærereservatet Sydøst-Rügen både som landskabsplejere og uldproducenter. Fåreavlerne Frank og Christian Westphal er anden generation af avlere og forarbejder den økologiske uld i samarbejde med den regionale virksomhed »Nordwolle Rügen« til moderne og bæredygtigt uldtøj.

Helt nyt: 5.000 år gamle genstande fra hertuggraven

For første gang kan man nu i Göhren også se nogle 5.000 år gamle genstande fra den berümte „hertuggrav“. Indtil nu er der kun blevet udstillet nogle replikaer af de fund, som læreren og lokalpoeten Fritz Worm i 1920 gjorde i en hønegrav fra yngre stenalder mellem Göhren og Alt Reddevitz. Originalerne er nu stillet til rådighed for lokalhistorisk museum af Universitetet i Greifswald.

På besøg i Rookhus

Hvis man gerne vil opleve et helt Mönchguter fiskerhus fra det 17. århundrede, kan man også gøre det i det arkitektonisk unikke Rauchhaus – på plattdeutsch „Rookhus“ –. Det ligger kun fem minutter fra Göhrener Heimatmuseum – til fods! 

„Mit yndlingstema  i museet er dog“, afslører Ellen Melzer, „ud over “Rookhus” den såkaldte Petersburger Hängung i et af vores rum. Det drejer sig om de vidunderlige billeder af malere, der alle har en tilknytning til Mönchgut, såsom Tom Beyer, Elisabeth Büchsel eller Hans Porwoll. Jeg elsker virkelig dette rum.“

Konceptet er godt. Alt er godt.

Og hvordan går det med de besøgende – tager de også godt imod det nyindrettede museum i Göhren? Administrerende direktør Jörn Kleinhardt kan bekræfte det: „Vores  besøgstal er meget opmuntrende,  konceptet ser ud til at virke. Eller som Ellen Melzer udtrykker det: ‚Den, der besøger os, ved bagefter: Det her er Mönchgut. Det er vores hjemsteds historie.‘“