En af de 6 tematiske observationsstationer på stjerneundervisningsstien »De Sternkieker« i stjerneparken Mecklenburger ParkLand.
De frodige grønne områder og de mange herregårde i Mecklenburger ParkLand mellem Østersøkysten og Det mecklenburgske søområde fascinerer spadserende, cyklister og stjernekiggere. Her lyser himmelhvælvet med en usædvanlig klarhed på den særligt mørke nattehimmel. Seks tematiske observationsstationer i offentligt tilgængelige herregårdsparker udgør stjerneundervisningsstien »De Sternkieker«, der indbyder til en vandretur langs Mælkevejen.
»De Sternkieker«, en lille stålfigur med et teleskop rettet mod himlen, viser allerede ved tilkørselsvejen vejen til observationsstationen og tager gæsterne i hånden, når det gælder om at kaste lys over mange af himmelens historier. På en liggestol til 2 personer kan gæsterne ved hver station observere den natlige stjernehimmel med en kikkert eller et teleskop. Om dagen indbyder stationerne til naturobservation i de historiske parkanlæg under gamle kæmpetræer, der kaster skygge over de muntert plaskende vandløb, der løber hen over blomstrende parkenge, forbi nogle damme med spejlbilleder af herregårdene og helt frem til genplantede frugtplantager, der om sommeren og efteråret byder de besøgende på at smage på frugterne.
En replika af den berømte Nebra-himmelskive er opstillet i Dalwitz-herregårdsparken.
Himmelsskiven fra Nebra er et mesterværk skabt af tidlige astronomer, ca. 4000 år gammel og blev fundet i 1999 på Mittelberg, tæt på byen Nebra i Sachsen-Anhalt. Den stammer altså ikke fra Dalwitz. På den udgør astronomiske og religiøse symboler den ældste hidtil kendte himmelfremstilling af denne art. Skaberne af denne skive var muligvis en del af den samme kultur i Mellemtyskland, som fandt sin ende for ca. 3250 år siden i folkeslagsslaget i Tollensetal. Vi kalder denne kultur for Aunjetitz-kulturen.
I mange gamle kulturer var man tidligt klar over, at en kalender baseret på solens stilling og månens faser ikke kan fungere. De deraf følgende unøjagtigheder udligner vi i dag med skudår. Dette var tilsyneladende allerede kendt af befolkningen i Mittelberg (i det nuværende Sachsen-Anhalt), og ved hjælp af himmelskiven kunne de bestemme skudmånederne. Man kunne altså fortolke skiven som et kalenderværk fra bronzealderen.
Gennem generationer blev himmelskiven gang på gang ændret og fik tilføjet yderligere funktioner. I sin oprindelige tilstand viste den kun astronomiske objekter (månen og Plejaderne). Den kodede en skudårsregel, ved hjælp af hvilken måne- og solåret kunne synkroniseres. Derefter fulgte horisontbuerne, som under solhvervene angav positionerne for solens opgangs- og nedgangspunkter. Deres vinkellængder er 82°, hvilket er kalibreret til brug på breddegraden i Mellemtyskland.
Båden i skivens nederste kant har ingen kendt funktion og kunne blot angive retningen mod øst og symbolisere himmellegemernes bane.
Man kan gå ud fra, at den viden, der er afbildet på Nebra-himmelskiven, stammer fra hele Europa og Orienten, da mange detaljer genfindes i kilder andre steder.
Månen, som ses på Nebra-skiven, svarer til en måne, der kan ses på himlen 4,5 dage efter nymåne. I en gammel kileskriftstekst fra Babylonien (fra det 7. til det 3. århundrede f.Kr.) beskrives netop en sådan måne:
I årets første måned, i forårsmåneden Nissan, skal man holde øje med måneseglen og Plejaderne, står der. Hvorfor? Fordi det kunne give oplysninger om nødvendigheden af et skudår. Denne regel var sandsynligvis allerede blevet kodet på himmelskiven 1000 år tidligere. I et samfund uden skrift fungerede den som en model, som man år efter år kunne sammenligne den virkelige måne på himlen med for at kontrollere, om det allerede var tid til et skudår.
Siden fundet af Nebra-himmelskiven kan man se vores forfædre i et andet lys. Man tilskriver dem astronomisk viden. Aunjetitz-kulturen synes ikke at have udviklet sit eget skriftsprog. I hvert fald er der indtil i dag ikke fundet tegn på det. Det adskiller denne kultur fra datidens højkulturer.
Nebra-himmelskiven vidner om, at grundig astronomisk viden allerede i bronzealderen var kendt i hele Europa og Mellemøsten. Man behøver ikke længere at betragte Mellemøsten som den eneste vugge for vores stjernevidenskab.
På det tidspunkt, hvor Nebra-himmelskiven blev begravet, befandt Centraleuropa sig i en omvæltning. En kultur forsvandt uden påviselige årsager. Man kan antage, at himmelskiven blev begravet som en slags tidskapsel for at bevare en hel kulturs astronomiske viden til senere generationer. I Dalwitz skal opstillingen af en fortolket version af denne skive minde om den vedvarende interesse for astronomiske fænomener i vores region.
En himmelvandring i små skridt »over den kæmpe stjerneskive«
En himmelvandring kræver ikke megen anstrengelse. Man skal blot læne hovedet tilbage og lade blikket glide hen over himmelhvælvet. I Dalwitz tilbyder den astronomiske observationsstation behagelige træliggestole til himmelobservation for folk, der hurtigt bliver svimle.
»Alle begyndelser er svære«, siger et folkeligt ordsprog. Sådan kan det også være med en himmelvandring. Stjernekortet viser sommerhimlen med dens mange stjernebilleder tæt på polerne – de cirkumpolare stjernebilleder. Man kan desuden også se de sommerstjernebilleder, der danner en fiktiv trekant med deres hovedstjerner. Hvis man nu vil finde vej, skal man først finde Store Bjørn. Da det ofte kun er den bageste del, den såkaldte Store Vogn, der er godt synlig, forveksles denne af lægfolk ofte med en kombination af Pegasus og Andromeda. Så hjælper det at tjekke, om de tre stjerner i Vognen, der udgør »køretøjets forende«, buer nedad (mod horisonten). Hvis de gør det, er det Store Bjørn. Nu kan himmelvandringen begynde.
Stjernerne i Storsvognens forende er en god øvelse for øjet. Den midterste stjerne i forenden er i virkeligheden en dobbeltstjerne. Det drejer sig om stjernerne Alkor og Mizar. Følger vi nu kurven på vognhåndtaget, kommer vi til hovedstjernen, Arcturus, i stjernebilledet Bjørnevogteren. Derefter forlænger vi vores bue yderligere for at finde stjernebilledet Jomfruen. Her vil vi lægge mærke til Spica, den lyseste stjerne i Jomfruen.
På samme måde kan man finde Polstjernens position, himmelretningerne og stjernebilledet Kassiopeja. Afhængigt af årstiden findes der flere fantastiske ruter.
