MV Local – Jannis Achtenhagen

Men hans yndlingsopgave er og forbliver den ugentlige historiske rundvisning, hver torsdag kl. 10.30. Her fortæller han gæsterne, hvordan et næsten tomt herregård blev til et af regionens mest særprægede hoteller. Når Jannis først begynder at fortælle om det, er han næsten ikke til at stoppe i sin begejstring. For at drive en herregård som hotel betyder for ham at fordybe sig i historien og forholde sig kritisk til dens fortid. Han ønsker at gøre op med det billede af den onde godsejer, der misbruger sin magt – et billede, der især blev formidlet i DDR – og i stedet gå mere nuanceret ind i historien for at undersøge, hvor fortællingen holder stik, og hvor den ikke gør. I det er han ikke alene. Under rundvisningerne møder han nogle gange endda mennesker, der selv har tilbragt en del af deres fortid i huset – som flygtninge efter Anden Verdenskrig, der fandt tilflugt her.

Men hvad er der så særligt ved herregården Ludorf? Kunne den ikke ligge hvor som helst? Jo, indrømmer Jannis. Det skyldes, at disse huse i Mecklenburg-Vorpommern har en lang tradition. Der er over 2.000 slotte, herregårde og herrehuse i denne ferie-region, som dels bruges som museer, dels til turistformål. På den anden side har landsbyen dog også sin egen historie. Riddergodset har eksisteret siden det 13. århundrede – og familien Achtenhagen er først den anden familie, der nogensinde har drevet det. Det var en beslutningsproces for familien at investere i dette hus – selvom de havde kendt stedet længe forinden. Jannis’ mor blev født i det nærliggende Röbel, hans far i Berlin; begge flygtede fra DDR og endte først i Hamborg. I 1990’erne førte arbejdsmæssige årsager forældrene tilbage. Gang på gang kørte de forbi det forfaldne herregårdshus, indtil de i 1998 traf den, som Jannis siger, „vanvittige beslutning” : at købe det mere eller mindre tomme hus sammen med partnere, sige deres egne job op, ansøge om tilskud og renovere det.

»Det er også på en måde dejligt, at det her ikke er en virksomhed, der altid ledes 100 procent rationelt, men at det i sidste ende er en familie, hvor beslutningerne i højere grad træffes med hjertet«, beskriver Jannis virksomhedens logik. I alt arbejder de tolv medarbejdere i huset i en bevidst flad hierarki uden klassisk afdelingsledelse. Hver dag kl. 17 mødes teamet til fælles middag – et fast ritual, der skaber sammenhold, siger Jannis. Centralt for dette fællesskab står Thomas Köpke, køkkenchefen, der har arbejdet i huset i 26 år. Jannis har kendt ham, siden han var syv år gammel og efter skole bestilte pandekager eller pasta med tomatsauce hos ham. 

I dag udvikler de to sammen køkkenkonceptet: et slow food-køkken, der går tilbage til den italienske modbevægelse mod fastfood – regionale, sæsonbestemte råvarer i stedet for globale indkøb. Kartoflerne kommer for eksempel fra den lokale økologiske landmand. Der er ikke noget fast menukort, men i stedet et dagligt skiftende menukort, der afhænger af, hvad der lige nu vokser i haven. Også denne beslutning har en historie. „I denne herregård har man altid levet bevidst og regionalt, simpelthen fordi man ikke havde supermarkeder, men en have og egne dyr”, siger Jannis. „Det har inspireret os til at tilpasse køkkenet så meget som muligt efter årstiderne.”

Mellem administration og rundvisninger handler det dog altid også om at finde ro og vende tilbage til naturen. Driften af herregården er trods alt ikke kun arbejde, det er også et hjem, som Jannis beskriver det. Det er ikke altid kun dejligt, men betyder også, at det nogle gange kan være svært at skelne mellem de to verdener. For at finde sammen har mor og søn derfor indført et fast ritual: Omkring middagstid går Jannis og Keril en tur gennem herregårdsparken sammen med hotellets hund Hugo, forbi tårnhøjen med det gamle 400 år gamle egetræ og graven for den sidste herremand, der blev begravet der i 1945. „Dette magiske sted afleder opmærksomheden fra hotellets travlhed”, siger Jannis. „Det gør mig gang på gang klart, at naturen er en stor del af grunden til, at gæsterne rejser hertil til Mecklenburgs søområde og især til Ludorf. I hverdagens travlhed glemmer man det nogle gange.”