De seks stationer på KRANICH-stien i herregårdsparken skildrer tranens liv. De af kunstnere designede stationstavler hjælper med at finde vej, og installationerne opfordrer til at løbe, gemme sig, prøve at flyve eller danse som en trane. KRANICH-stien kan opleves fra påske til oktober, og Godsparken er frit tilgængelig hele året.
Jeg er en trane og hedder Grusgrus.
Hvis I følger skiltene gennem parken, kan I genopleve min historie. Måske kan I til sidst selv blive en trane.
Station 1 GrusGrus’ fødsel
Jeg har boet i dette æg i 30 dage, og det tog mig 20 timer at hakke det op indefra og komme ud. Den næste dag lykkedes det også for min lillesøster.
Vi ser helt søde ud og har lysbrunt dun overalt. Vi kan ikke flyve endnu, men i det lysebrune rede kan ræven ikke så let opdage os.
Vores forældre farver også deres fjerdragt sådan, så de kan beskytte os godt. Og de har lange, spidse næb. Med dem kan de kæmpe og samtidig udstøde vilde skrig. Og vores rede er godt skjult dybt inde i skoven og i lavt vand. Vi vokser meget hurtigt, fordi vores forældre bringer os fine larver, orme og snegle.
Vi traner skal være meget forsigtige ved menneskenes veje og elledninger. Men her kan I følge mig over vejen – der kører ikke længere biler.
Station 2 Grusgrus lærer at gå
I kan efterligne det, jeg allerede kan:
Gå fra trærod til trærod. Træk for at gøre det helt langsomt det ene ben efter det andet op til knæet, og tag et stort skridt roligt og værdigt. Sådan spankulerer I rundt, og husk også at øve jer i at baske med vingerne, for til sidst skal vi jo kunne flyve. Til det har vi 10 uger. Og selv da skal vi fortsætte med at vokse os store og stærke og øve os i at flyve hver dag.
Jeg kan også allerede selv finde min egen mad. Jeg kan godt lide mus, frøer, orme, krebsdyr, korn, majs, agern, kartofler og strå. Men det behøver I ikke spise for at blive en trane. Men det er sjovt at opdage sådanne lækkerier på jorden. Se lige, hvad der kravler rundt – det smager godt.
Da jeg stadig er ret lille, er jeg meget bange for ræven og de onde rovfugle. Jeg må bare ikke løbe for langt væk fra reden. En af mine forældre holder sig altid tæt på mig. Hvordan gør de det? Den ene gemmer sig helt lydløst bag et træ og kigger og lytter sig omkring. Traner er yderst årvågne og kloge. De undgår kamp. Mennesker kan lære meget af dem.
Station 3 Grusgrus bliver næsten fanget af ræven
Som I kan se, er jeg nu meget større, næsten 1 år gammel. Mine ben er vokset, mine skridt er meget større og ser ikke længere så klodsede ud. Også mit fjerdragt er ikke længere lysebrunt, det skimrer allerede lidt i forskellige grå nuancer, og mine flyvefjer er endelig blevet længere og stærkere. Desværre har jeg stadig ikke sådan en rød plet på hovedet som mor og far.
Jeg vil fortælle jer om en forfærdelig oplevelse: Jeg var kun løbet en lille smule længere væk end normalt, da ræven dukkede op. Far havde holdt vagt bag et tykt, gammelt træ og opdagede den med det samme. Ræven var allerede helt tæt på mig, og jeg var frygtelig bange. I bliver da også nogle gange så bange, ikke?
Da kom far flyvende med lynets hast og lod som om, han var såret og ikke kunne flyve ordentligt længere. Ræven tænkte sikkert: »Han er større, ham snupper jeg.« Han forfulgte far så hurtigt han kunne, men fangede ham selvfølgelig ikke – ikke engang hans lange ben. Og jeg løb så hurtigt jeg kunne ind i vores skjulested. Jeg faldt først til ro, da far også var tilbage uden skader.
Station 4 Grusgrus kan danse
Vi traner er meget selskabelige.
Vi foretrækker at stå på markerne som en stor familie og nyde måltidet sammen. Der er vi beskyttet, for vores fjender tør kun nærme sig os enkeltvis. Der er også mennesker med kameraer, men de er harmløse og forstyrrer os ikke.
Når vi står sammen, snakker vi alle i munden på hinanden, og hvis nogle er glade eller begynder at skændes med andre om foderet, så trompeterer vi rigtig, rigtig højt. Disse lyde kan vi frembringe takket være vores lange halse. Men vi skal øve os meget.
Og fordi der er liv og glade dage i den store familie, begynder en pludselig at danse. Flere stiller sig op i en cirkel. De skrider værdigt efter hinanden. Men der er altid nogle pralhanser, der for enhver pris vil imponere en smuk trane-dame. De giver alt, hvad de har! De flagrer højt op i luften, spreder vingerne vidt ud, som om de vil omfavne den smukke, og vrider sig, så godt de kan. Oftest opstår der straks strid, fordi de andre også kommer i kærlighedstankerne. Så bliver det både en parringsdans og en kamp. Men det ser smukt ud.
Prøv det da også engang.
Station 5 Grusgrus øver sig i at flyve
Jeg, jeres Grusgrus, er nu helt voksen. Jeg har endelig også fået en lysende rød hovedplade. Mit næb er over 10 cm langt og spidst som en dolk. Mit fjerdragt er gråt og sort. Endelig er vinge-fjerene under mine arme også imponerende lange. Jeg kan rejse dem, når jeg går rundt, så det ser ud, som om jeg har en fjerhale – meget smart! Jeg er næsten 1 meter og 30 centimeter høj. Jeg har meget lange ben og meget store fødder med skarpe kløer. Jeg er ikke længere bange for ræven#, men jeg går alligevel uden om den.
Jeg har længe ikke sovet i mine forældres rede. Sammen med de andre voksne traner flyver jeg med den nedgående sol til Boddens lavvandede bredder og sover, ligesom de mange andre, stående i vandet. Om morgenen flyver vi med den opgående sol tilbage til markerne omkring Hessenburg og spiser os mætte. For vi har en lang, lang rejse foran os. Men det fortæller jeg jer om på det næste sted.
I mennesker vil aldrig kunne flyve! I mangler fjerene, og I er slet ikke bygget på samme måde. Men på denne væltede træstamme kan I allerede løfte jer lidt fra jorden og føle jer lidt som en trane.
Station 6 Grusgrus flyver væk
Her kan I gynge, mærke luften og være tæt på træerne, mens jeg fortæller jer, hvad jeg har i sinde.
Jeg skal ud at rejse. Her i Hessenburg er det for koldt for mig om vinteren. Mine forældre har fortalt mig om varme lande. I oktober flyver vi sammen med hele familien til Sydfrankrig, måske endda videre til Spanien. Der vil vi være på farten i mange, mange dage. Den stærkeste trane flyver forrest, og vi flyver tæt bagved ham i hans slipstrøm i form af et stort »V«. I slutningen af marts kommer jeg tilbage til jer og fortæller om mine eventyr. Men jeg bliver kun kort tid, for jeg skal fejre bryllup og flyve videre til Sverige sammen med en smuk trane-kone.
Når vi har overstået alle eventyr på jorden og i luften, vil vi hvert år om efteråret besøge jer og blive hos jer i et par uger. Men inden jeres kolde vinter sætter ind, er vi væk igen – højt oppe i himlen flyver vi mod varmen.
Glem ikke jeres ven Grusgrus.
KRANICH Café byder på hjemmebagte kager, kaffespecialiteter og små snacks i weekenden og på helligdage fra påske til oktober, kl. 12-17.
KRANICH-stien kan opleves fra påske til oktober, og godsparken er frit tilgængelig hele året.
