En murstenskirke, der blev opført i det 13. århundrede på byens højeste punkt af westfaliske bønder, som bosatte sig ved saltkilderne i Sülz.
Bad Sülze fik sine byrettigheder mellem 1255 og 1262. Den første omtale af kirken i Sülze stammer fra 1276. Ifølge denne oplysning blev kirken opført i midten af det 13. århundrede som en murstenskirke i gotisk stil i konkurrence med bykirken i Marlow, der blev bygget omtrent på samme tid. Ifølge Schlie kan koret allerede stamme fra slutningen af det 12. århundrede. Det firkantede vesttårn, der er let trukket ind i kirkeskibet, blev sandsynligvis først opført i det 15. århundrede. Tårnspidsen blev ødelagt af en brand i 1770. Den brændende spids gennemborede kirkeskibets tag, men blev liggende på hvælvingen. Først i 1892 fik tårnet en ny, lige, neogotisk spids. I middelalderen hørte kirken under Rostocks ærdiakonat og stod uafbrudt under landherrepatronat.
Bykirken har et langskeib med to firkantede jocher med sen gotiske stjernehvælvinger. De rige former er påvirket af den westfalske byggeskole. I det rektangulære, tilbagetrukne kor er det sen-gotiske kuppelhvælv med sine otte ribber og den ringformede slutsten stadig bevaret. Ribberne støttes på ydervæggene af hjørnelisener. Østsiden med sin stigende rundbuefrise afsluttes af en smuk gavl. De forskelligt forskudte grupper af tre vinduer har en rig opdeling med indvendige og udvendige rundstænger. På nordsiden findes et smukt tilbagetrukket portal, der krones af tre gotiske gavlspidser. Bemærkelsesværdigt er alteret, der erstattede det, der blev ødelagt ved branden i 1770.
Nøgler til besøg kan fås på præstegården eller i »Cafe Wunderbar«.
