Sejlads på Fischland-Darß-Zingst

Med disse både »zeestede« fiskerne, hvilket på sømandssprog betyder, at de satte sejlene mod vinden og sejlede på tværs af vinden med et stort fangstnet i slæb. Navnet på bådene stammer fra denne fangstteknik.

Zees-æraen sluttede dog uigenkaldeligt i Bodden i slutningen af forrige århundrede. I dag findes der knap over 100 zeesbåde i regionens kystfarvande, som enten plejes kærligt af deres ejere som en ren hobby eller anvendes til turistformål. Først i 2018 blev »Bevarelse og brug af Zeesbådene i det mecklenburg-vorpommeriske Bodden-landskab« optaget på den tyske liste over immaterielt kulturarv. På denne måde opretholdes regionens kulturelle tradition synligt. Og det er meget synligt: For den rødbrune farve på sejlene, der lyser langt væk, var ikke et spørgsmål om mode. De gamle fiskere konserverede – i fagsproget »lohte« – sejldugen med okkerfarve, trætjære, levertran og et afkog af egebark og talg. Således opstod den karakteristiske farvenuance, som kendere den dag i dag stadig straks forbinder med Zeesboot-flåden på Bodden omkring halvøen.

Hvert år afholdes der seks regattaer på Bodden – „Die große Bodstedter Zeesbootregatta“, „Wustrower Zeesbootregatta“, „Dierhäger Zeesbootregatta“, „“Althäger Fischerregatta“, “Barther Zeesbootregatta“ og “Zingster Hafenfest med net- og Zeesbootregatta“. Alt sammen store festdage for regionen. For det første på grund af de fantastiske billeder, som en sådan regatta på vandet byder på. Og for det andet, fordi der altid strømmer masser af besøgende til Bodden-havnene for at opleve dette spektakel med egne øjne.

»Tid til at grave«, råber Peter Eymael og giver sin ven Axel et skub med et grin. Egentlig er det hans søn Jochen, der har kommandoen om bord på den smukke “Butt” i dag, for han har for nogen tid siden overtaget familievirksomheden. Men i dag er far Peter undtagelsesvis også med ham og nogle sejlervenner på Saaler Bodden – og når man først har været kaptajn…. Axel har i mellemtiden fyldt glassene rundt om bord og deklamerer med dyb stemme: „Rasmus, gamle roesvin, bring os vind og solskin, ikke for lidt, ikke for meget, i det fjerne ligger målet. Vi sejler mod vest, vi sejler mod øst, så: Skål!“ Knap er den sidste tone forstummet, før den stærke kornbrændevin allerede lander i de tørstige struber hos besætningen, der i dag består af tre sømænd og en forbløffet gæst. „Schnapsen hörer jo hjemme i vandet“, klager Jochen, og han har faktisk ret; denne Rasmus skal jo stemmes gunstigt med det stærke offer. Sådan vil overtroen have det. Men far Eymael vinker leende af: „Roesvinet har gennem årene allerede modtaget nok ofre!“ Hvis der nu opstår spørgsmål: Med Rasmus menes ikke, som det ofte rygtes, vindguden. I dette tilfælde er Rasmus en forkortelse af den hellige Erasmus, en af de fjorten nødhjælpere, også kaldet Sankt Elmo, som det åndelige offer skal gøre nådig over for. Dog behandler søfolkene deres Rasmus til tider ret respektløst, som ovenstående skål allerede beviser.