Indkørselen til Neuendorf
Legepladsen, der har eksisteret siden 1994, gennemgik en omfattende renovering i august 2018. Nu kan man igen klatre, gynge og boltre sig her. I øvrigt fortæller legepladsen også historien om brødrene Grimm, »Fischer un sin Fru«, som I kan læse her igen.
Der var engang en fisker og hans kone, som boede sammen i en gammel gryde tæt ved søen, og fiskeren gik derhen hver dag for at fiske; og han fiskede og fiskede. Så sad han også en dag ved sin fiskestang og kiggede hele tiden ned i det klare vand; og han sad og sad.
Da gik fiskestangen helt ned på bunden, dybt ned, og da han trak den op, hev han en stor fladfisk op. Da sagde fisken til ham: »Hør nu her, fisker, jeg beder dig, lad mig leve, jeg er ikke en rigtig fisk, jeg er en forhekset prins. Hvad nytter det dig at dræbe mig? Jeg ville jo ikke smage ret godt; sæt mig tilbage i vandet og lad mig svømme.“ – „Nå,“ sagde manden, „du behøver ikke bruge så mange ord; en fisk, der kan tale, ville jeg alligevel have ladet svømme.“ Med det satte han den tilbage i det klare vand; da dykkede fisken ned på bunden og efterlod et langt blodspor efter sig. Nu rejste fiskeren sig og gik hen til sin kone ved gryden. »Mand,« sagde konen, »har du ikke fanget noget i dag?« – »Nej,« sagde manden, »jeg fangede en fisk, der sagde, at han var en forhekset prins, så lod jeg ham svømme videre.« – »Har du da ikke ønsket dig noget?« spurgte kvinden. »Nej,« sagde manden, »hvad skulle jeg ønske mig?« – »Åh,« sagde kvinden, »det er da forfærdeligt, altid at bo her i gryden; det er ulækkert og stinker. Du kunne da have ønsket os en lille hytte. Gå derhen igen og kald på ham; sig til ham, at vi gerne vil have en lille hytte, det vil han sikkert gerne gøre.“ - »Åh«, sagde manden, »hvorfor skulle jeg gå derhen igen?« - »Jamen«, sagde kvinden, »du havde jo fanget ham og sat ham fri igen, det vil han helt sikkert gøre. Gå derhen med det samme.« Manden havde ikke rigtig lyst, men ville ikke modsige sin kone og gik ned til søen. – Da han kom derhen, var søen helt grøn og gul og slet ikke så klar længere. Så stillede han sig der og sagde:
»Manntje, Manntje, Timpe Te,
Buttje' Buttje i søen,
Min kone, Ilsebill,
vil ikke gøre, som jeg gerne vil.“
Da kom fisken svømmende og sagde: »Nå, hvad vil hun så?« – »Åh,« sagde manden, »jeg havde jo fanget dig, og min kone siger, at jeg også skulle have ønsket mig noget. Hun vil ikke længere bo i en gryde, hun vil gerne have en hytte.« - »Gå bare derhen«, sagde fisken, »hun har den allerede.«
Så gik manden derhen, og hans kone sad ikke længere i en gryde, men der stod en lille hytte, og hans kone sad på en bænk foran døren. Da tog hans kone ham i hånden og sagde til ham: »Kom bare ind, se, nu er det jo meget bedre.« Så gik de ind, og i hytten var der en lille forhal og en pragtfuld stue og et soveværelse, hvor der stod en seng til hver af dem, samt et køkken og et spisekammer, alt sammen udstyret med det bedste udstyr og smukt pyntet med tin- og messinggenstande, som hører sig til. Bagved var der også en lille gårdsplads med høns og ænder og en lille have med grøntsager og frugt. »Se,« sagde kvinden, »er det ikke hyggeligt?« – »Jo,« sagde manden, »sådan skal det forblive, nu vil vi leve rigtig lykkeligt« – »Det vil vi huske på,« sagde kvinden. Og så spiste de og gik i seng.
Sådan gik det vel i otte eller fjorten dage, da sagde kvinden: »Hør, mand, hytten er jo alt for trang, og gården og haven er alt for små; fisken kunne da godt have givet os et større hus. Jeg vil gerne bo i et stort slot af sten. Gå hen til fisken, han skal give os et slot.“ – „Åh, kone,“ sagde manden, „hytten er da god nok, hvorfor skal vi bo i et slot?“ – „Jamen, hvad,“ sagde kvinden, „gå du bare hen, fisken kan godt gøre det." – "Nej, kone," sagde manden, "fisken har jo lige givet os hytten; jeg vil ikke gå derhen igen, det vil måske irritere fisken." - »Gå nu bare,« sagde kvinden, »han kan det rigtig godt og gør det gerne; gå du bare derhen.« Manden havde så tungt på hjertet, og han ville ikke; han sagde til sig selv: »Det er ikke rigtigt«; men han gik alligevel derhen.
Da han kom ned til søen, var vandet helt lilla og mørkeblåt og gråt og tykt, og slet ikke så grønt og gult længere, men det var roligt. Der stillede han sig og sagde:
»Manntje, Manntje, Timpe Te,
Buttje' Buttje i havet,
Min kone, Ilsebill,
vil ikke, som jeg gerne vil.”
»Nå, hvad vil hun så?« spurgte fisken. »Åh,« sagde manden lidt bedrøvet, »hun vil bo i et stort slot af sten.« – »Gå bare derhen, hun står foran døren,« sagde fisken.
Så gik manden derhen og troede, at han ville gå hjem, men da han kom derhen, stod der et stort palads af sten, og hans kone stod øverst på trappen og ville gå ind; da tog hun ham i hånden og sagde:
»Kom bare ind.« Og så gik han ind med hende, og i slottet var der en stor forhal med marmorgulv, og der var så mange tjenere, som rev de store døre op, og væggene var alle blanke og beklædt med smukke tapeter, og i værelserne stod der kun gyldne stole og borde, og krystallysekroner hang ned fra loftet, og i alle stuerne og kamrene lå der tæpper, og der var mad og de allerbedste vine på bordene, så det så ud, som om de var ved at flyde over. Og bag huset var der også en stor gårdsplads med heste- og kostalde og vogne af allerbedste kvalitet; der var også en stor, pragtfuld have med de smukkeste blomster og fine frugttræer, og en lystskov, nok en halv mil lang, med hjorte, rådyr og harer i den og alt, hvad man kan ønske sig. »Nå,« sagde kvinden, »er det ikke smukt?« – »Åh ja,« sagde manden, »sådan skal det også forblive; nu vil vi også bo i det smukke slot og være tilfredse.« – »Det vil vi overveje,« sagde kvinden, »og sove på det.« Dermed gik de i seng.
Næste morgen vågnede kvinden først; det var netop blevet dag, og begge kunne fra deres senge se det vidunderlige land ligge foran sig. Manden strakte sig endnu, da stødte hun ham med albuen i siden og sagde: »Mand, stå op og kig lige ud ad vinduet! Se, kan vi ikke blive konger over hele dette land? Gå hen til fisken, vi skal være konger.” – „Åh, kone,” sagde manden, „hvad skal vi med at være konger! Jeg vil ikke være konge.”
- »Jamen«, sagde kvinden, »vil du ikke være konge, så vil jeg være konge. Gå hen til fisken, jeg vil være konge.« – »Åh, min kone«, sagde manden, »hvorfor vil du være konge? Det kan jeg ikke sige til ham.« - »Hvorfor ikke?« sagde kvinden, »gå straks derhen, jeg skal være konge.« Så gik manden derhen og var helt bedrøvet over, at hans kone ville være konge. »Det er ikke rigtigt og det er ikke rigtigt,« tænkte manden. Han ville ikke gå derhen, men gik alligevel.
Og da han kom til søen, var søen helt sortgrå, og vandet bræggede indefra og lugtede helt rådden. Så stillede han sig der og sagde:
»Manntje, Manntje, Timpe Te,
Buttje' Buttje i havet,
Min kone, Ilsebill,
vil ikke gøre, som jeg gerne vil.“
»Nå, hvad vil hun så?« spurgte fisken. »Åh,« sagde manden, »hun vil være konge.« – »Gå bare derhen, det er hun allerede,« sagde fisken.
Så gik manden derhen, og da han kom til paladset, var slottet blevet meget større, med et stort tårn og prægtig udsmykning; og vagten stod foran porten, og der var så mange soldater med trommer og trompeter. Og da han kom ind i huset, var alt af ren marmor med guld og fløjlsduge og store, gyldne kvaster. Hans kone sad på en høj trone af guld og diamanter og havde en stor, gylden krone på hovedet og scepteret i hånden – af rent guld og ædelstene – og på begge sider af hende stod seks jomfruer på række, den ene et hoved kortere end den anden. Da stillede han sig der og sagde: »Åh, min kone, er du nu konge?« – »Ja,« sagde hustruen, »nu er jeg konge.« Da stod han der og så på hende, og da han havde betragtet hende således et stykke tid, sagde han: »Åh, min kone, hvor er det smukt, at du er konge! Nu behøver vi ikke ønske os mere.« – »Nej, mand,« sagde kvinden og blev helt urolig, »tiden er blevet så lang for mig, jeg kan ikke holde det ud længere. Gå hen til fisken, jeg er konge, nu må jeg også blive kejser.« - »Åh, min kone,« sagde manden, »hvorfor vil du være kejser?« - »Min mand,« sagde hun, »gå hen til fisken, jeg vil være kejser.« - »Åh, min kone,« sagde manden, »han kan ikke udnævne nogen til kejser; det tør jeg ikke sige til fisken; der er kun én kejser i riget. Fisken kan jo ikke udnævne nogen til kejser, det kan han simpelthen ikke.« - »Hvad?« sagde kvinden, »jeg er konge, og du er kun min mand. Vil du gå derhen med det samme? Gå derhen med det samme; hvis han kan gøre mig til konge, kan han også gøre mig til kejser. Nu vil jeg være kejser. Gå derhen med det samme!“ Så måtte han gå derhen. Men da manden gik derhen, var han helt bange, og mens han gik, tænkte han ved sig selv: „Det går og går ikke godt; kejser er for frækt, fisken bliver træt af det til sidst.“
Så kom han til havet; der var havet stadig helt sort og tykt og begyndte at bruse indefra, så det bare sprudlede, og der gik et vindstød hen over det, som hvirvlede det op, og manden blev grebet af rædsel. Da stillede han sig der og sagde:
»Manntje, Manntje, Timpe Te,
Buttje, Buttje i havet,
Min kone, Ilsebill,
vil ikke, som jeg gerne vil."
»Nå, hvad vil hun så?« spurgte fisken. »Åh, fisk,« sagde han, »min kone vil være kejser.« – »Gå bare derhen,« sagde fisken, »det er hun allerede.«
Så gik manden derhen, og da han kom frem, var hele slottet af poleret marmor med gyldne figurer og gyldne udsmykninger. Foran porten marcherede soldaterne, og de blæste i trompeter og slog på pauker og trommer. Men inde i huset gik baroner, grever og hertuger rundt som tjenestefolk, og de åbnede dørene for ham, som var af rent guld. Og da han kom ind, sad hans kone på en trone, der var lavet af et enkelt stykke guld og var seks alen høj, og hun bar en mægtig, stor guldkrone, der var besat med diamanter og karfunkelsten. I den ene hånd holdt hun scepteret og i den anden hånden rigsæblet, og på begge sider af hende stod ledsagerne i to rækker, den ene mindre end den anden, lige fra den allerstørste kæmpe, der var over seks alen høj, til den allermindste dværg, der kun var så stor som min lillefinger. Og foran hende stod så mange fyrster og hertuger. Da stillede manden sig genert op og sagde: »Kvinde, er du nu kejser?« – »Ja,« sagde hun, »jeg er kejser.« Da gik han tættere på og så godt og grundigt på hende, og da han havde betragtet hende et stykke tid, sagde han: »Åh, frue, hvor er det smukt, at du er kejser.« – »Mand«, sagde hun, »hvorfor står du der? Jeg er nu kejser, men nu vil jeg også være pave; gå hen til fisken.“ – „Åh, frue“, sagde manden, „hvad er det ikke, du vil have. Du kan ikke blive pave, der er kun én pave i kristenheden, det kan du da ikke gøre.“ - »Mand,« sagde hun, »jeg vil blive pave; gå straks hen, jeg skal blive pave i dag.«
- »Nej, min kone,« sagde manden, »det vil jeg ikke sige, det går ikke, det er for groft, fisken kan da ikke blive pave.« - »Mand, hvad er det for noget vrøvl!« sagde kvinden, »hvis han kan gøre mig til kejser, kan han også gøre mig til pave. Gå derhen med det samme, jeg er kejser, og du er bare min mand. Vil du nu gå derhen?« Da blev han bange og gik derhen, men han havde det helt elendigt, han rystede og skælvede, og knæ og lægge skælvede under ham. Og da strøg en vind over landet, og skyerne fløj forbi, mens det blev mørkt hen mod aften. Bladene blæste ned fra træerne, og vandet brusede og skummede, som om det kogte, og plasket mod bredden, og i det fjerne så han skibene, der skød frem i stormvejr og dansede og sprang på bølgerne. Men himlen var stadig en smule blå i midten, mens der i siderne trak sig et tungt tordenvejr sammen. Da stod han der, helt modløs af frygt, og sagde:
»Manntje, Manntje, Timpe Te,
Buttje' Buttje i havet,
Min kone, den lille frækkert,
vil ikke gøre, som jeg gerne vil."
»Nå, hvad vil hun så?« spurgte fisken. »Åh,« sagde manden, »hun vil være pave.« – »Bare gå derhen, det er hun allerede.«
Så gik han derhen, og da han kom frem, var det som en stor kirke, omgivet af paladser. Der trængte han sig frem gennem folkemængden. Indvendigt var alt imidlertid oplyst af tusinder og atter tusinder af lys, og hans kone var klædt i rent guld og sad på en endnu højere trone og havde tre store gyldne kroner på hovedet, og omkring hende var så mange af den gejstlige stat, og på begge sider af hende stod to rækker af lys, det største så tykt og stort som det aller største tårn, helt ned til det allermindste køkkenlys; og alle kejsere og konger lå på knæ foran hende og kyssede hendes tøffel. »Kvinde,« spurgte manden og så rigtig godt på hende, »er du nu pave?« – »Ja,« sagde hun, »jeg er pave.« Da stillede han sig op og så grundigt på hende, og det var, som om han så ind i den skarpe sol. Da han havde set sådan på hende et stykke tid, sagde han:
»Åh, kone, hvor er det dejligt, at du er pave!« Men hun sad helt stiv som en klods og rørte sig ikke. Da sagde han: »Kone, vær nu tilfreds, nu er du pave, nu kan du ikke blive mere end det.« - »Det vil jeg tænke over,« sagde kvinden. Så gik de begge i seng, men hun var ikke tilfreds, og begæret lod hende ikke sove; hun tænkte hele tiden på, hvad hun ellers kunne blive.
Manden sov ret godt og dybt; han havde gået meget den dag; men kvinden kunne slet ikke falde i søvn og vendte sig hele natten fra den ene side til den anden og tænkte kun på, hvad hun mon endnu kunne blive, men kunne alligevel ikke komme på noget mere. I mellemtiden var solen ved at stå op, og da hun så morgenrøden, satte hun sig op i sengen og kiggede ud, og da hun fra vinduet så solen stige op – »ha«, tænkte hun, »kan jeg ikke også lade solen og månen stå op?« – »Mand«, sagde hun og stødte ham med albuen i ribbenene, »vågn op, gå hen til fisken, jeg vil blive som den kære Gud.« Manden var stadig halvt i søvn, men han blev så forskrækket, at han faldt ud af sengen. Han troede, han havde hørt forkert, gned sig i øjnene og spurgte: »Åh, kone, hvad sagde du?«
- »Mand,« sagde hun, »hvis jeg ikke kan lade solen og månen stå op og må se på, at solen og månen står op, kan jeg ikke holde det ud og har ikke et øjebliks ro mere, hvis jeg ikke selv kan lade dem stå op. Da så hun så alvorligt på ham, at en rystelse løb gennem ham.» »Gå straks derhen, jeg vil blive som den kære Gud.« »Åh, min kone,« sagde manden og faldt på knæ foran hende, »det kan fisken ikke, hun kan skabe kejsere og paver; jeg beder dig, tænk dig om og bliv pave.“ Da blev hun rasende, håret fløj vildt omkring hendes hoved, hun rev korsettet op, gav ham et spark og skreg: „Jeg kan ikke holde det ud, og jeg kan ikke holde det ud længere. Gå straks derhen.“ Da trak han bukserne på og løb væk som en besat.
Udenfor rasede og brølede stormen så voldsomt, at han knap nok kunne stå på benene. Husene og træerne blev blæst omkuld, bjergene skælvede, klipperne rullede ned i havet, og himlen var helt kulsort, og der tordnede og lynede, og havet rejste så høje, sorte bølger som kirkespir og som bjerge, og de havde alle en hvid krone af skum på toppen. Da skreg han og kunne ikke høre sit eget ord:
»Manntje, Manntje, Timpe Te,
Buttje' Buttje i havet,
min kone, Ilsebill,
vil ikke, som jeg gerne vil.“
»Nå, hvad vil hun så?« spurgte fisken. »Åh,« sagde manden, »hun vil blive som den kære Gud.« »Gå bare derhen, hun sidder allerede igen i den gamle gryde.«
Der sidder de begge to den dag i dag.
-Slut-
