af Helene Hegemann og River Roux efter | Aristofanes’ »Kvindernes folkeforsamling« | Uropførelse
»Alt vil i fremtiden være fælles ejendom, og alt vil tilhøre alle; den ene vil ikke eje mange morgen jord, og den anden vil ikke have et lille sted til sin grav.«
Praxagora i »Kvindernes folkeforsamling«
I Aristofanes’ komedie er politikken i det antikke Athen så præget af dårlig forvaltning, konstante krige og korruption, at kvinderne udtænker en plan: Forklædt som mænd overtager de folkeforsamlingen, der træffer afgørende beslutninger om økonomi, love, udenrigspolitik og krig. Gik det Aristofanes om en radikal tankegang, krævede han endda politisk medbestemmelse og ligestilling? Eller var det hele blot en spøg på kvindernes bekostning, hvis – naturligvis mislykkede – forsøg på selvmagt blot tjente til at håne enhver utopi, der så meget som stillede spørgsmålstegn ved det mangfoldige slaveri under et elitært mandligt herredømme?
Red Zone placerer de kvinder, der er trætte af den herskende magtkoncentration, i et fitnesscenter, der sælger selvoptimering i form af sveddrivende træning som en fest, mens beats, der er afstemt efter sekunders intervaller, minder om krigstrommer, og tempoet i de på hinanden følgende numre skaber en atmosfære, der hævder ekscessiv fremgang. Det, der forener dem med hovedpersonerne i det originale teaterstykke, er den manglende samfundsvision om en bedre fremtid. Og det er tvivlsomt, om magten er bedre anbragt i kvindernes hænder end i mændenes. Det er mere sandsynligt, at en kønskamp ikke vil afskaffe den ulige fordeling af magt og kapital. Men forenet kunne netop det opnås.
I 2008 blev Helene Hegemanns første film, *Torpedo*, tildelt Max-Ophüls-prisen, og i 2010 debuterede hun som forfatter med romanen *Axolotl Roadkill*, der er blevet oversat til 20 sprog, og som hun selv filmatiserede. Filmen modtog i 2017 World Cinema Dramatic Special Jury Award for Cinematography ved Sundance Film Festival. Herefter fulgte instruktørarbejder for opera og teater samt, ud over talrige journalistiske og skønlitterære værker, romanerne *Jage zwei Tiger*, *Bungalow* og *Striker* samt to nomineringer til den tyske bogpris. Desuden var hun i 2022 repræsenteret med *Subotnik* på Filmfest München og med *Deine Brüder* i 2024 på Berlinale i sektionen Panorama.
Performeren og forfatteren River Roux studerede fotografi ved University of Brighton i England, var fra 2021 til 2023 en del af Berlin Strippers Collective og debuterede på teateret i *Merry Stripmas* (It Only Takes One) for Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz i Berlin og i Lola Arias’ *Happy Nights* på Theater Bremen. Hendes værker beskæftiger sig med sammenhængene mellem udnyttelse, køn, omsorg og seksualitet samt med queer-militans og selvforsvar.
Allerede sit første solostykke, *JUICE* ( 2024), realiserede hun – ligeledes på Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz – sammen med den ** instruktør Bibiana Mendes, som hun arbejdede sammen med som instruktørassistent (Münchner Kammerspiele, Maxim Gorki Theater Berlin) bl.a. sammen med Ersan Mondtag, som dramaturg (Maxim Gorki Theater Berlin, Theater Bremen) for Lola Arias samt har iscenesat Olga Grjasnowas *Der Russe ist einer der Birken liebt* og Bov Bjergs *Auerhaus* på Theater Augsburg.
