Akademiekreis Neustrelitz inviterer.
Enhjørningen lever. Den er en kultfigur. Den pryder børneværelserne og findes mange steder. Nogle gange også der, hvor man ikke ville forvente det. Der var denne unge heavy metal-fan i toget – helt klædt i sort, med langt mørkt hår, masser af metal i ansigtet, og på rygsækken dinglede et lille brunt enhjørning.
I mere end 2000 år har dette væsen fascineret os. Med sit horn har det boret sig ind i menneskehedens historie af længsel og fantasi. Den urokkelige tro på et ufatteligt væsen, der har et enkelt horn og besidder magiske kræfter, blev næret af beretninger fra rejsende og naturforskere. Kildeteksterne spænder fra Aristoteles (384–322 f.Kr.) over Ambrosius (340–397), Hildegard von Bingen (1098–1179), Marco Polo (1254–1324) til Leibniz (1646–1716) og findes også i nyere litteratur, f.eks. i »Harry Potter og de vises sten« (1997).
Enhjørningen nævnes også i den kristne dyrelære, bogen »Physiologus«, som var vidt udbredt helt frem til middelalderen. Her findes legenden om, at kun en jomfru kunne fange dyret. Dette satte gang i kunstnernes fantasi, og de afbildede derfor ofte Jesu mor sammen med en enhjørning.
