Minedriften i Malliß har en lang historie. Allerede i 1304 blev der udvundet salt i Conow-saltværket, i midten af det 16. århundrede begyndte man at udvinde ler, og omkring 1817 påbegyndtes underjordisk brunkulsudvinding i det såkaldte Friedrich-Franz-Feld.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev der udgravet yderligere stollerne ved Conow. På den sydlige skråning af Wanzeberget blev Marienstollen endelig indviet i 1875. Herfra blev først Mallißer Oberflöz og senere det mere udbytsrige Unterflöz udnyttet, indtil brunkulsudvindingen i 1926 blev indstillet på grund af manglende rentabilitet. Men kun midlertidigt, for med brændstofmanglen efter Anden Verdenskrig blev brunkulsudvindingen igen attraktiv, ja endda nødvendig, og udvindingen i Conow-feltet blev sat i gang igen. I spidsbelastningsperioder blev der årligt udvundet knap en million ton brunkul der, indtil minen i 1960 blev lukket for altid.
Den restaurerede indgang til Marienstollen, der ligger midt i skoven, minder den dag i dag om minedriftstraditionen. I 1996 blev den såkaldte minedriftindgang restaureret, efter at den siden 1908 havde været overladt til forfald og næsten helt var forsvundet under klitsandet. Ved udgravningen blev der ud over murværket også fundet dekorative elementer såsom to tårnduer og to knælende minearbejdere samt en terrakotta-tavle med inskriptionen »Glück auf«, som kan ses på Regionalmuseet i Kaliß. I dag er indgangen til Marienstollen et mindesmærke for minedriftens historie i Mecklenburg, som kun fandtes her. En gang om året, den første søndag i juli, mødes tidligere minearbejdere her for sammen at mindes fortiden.
