KAT VON STENGLIN væver plantefarvede stoffer og gobeliner. Hendes motiver opstår først i hendes hoved, derefter på papir og til sidst på den høje væv. ALEXANDER VON STENGLIN skaber unikke keramiske objekter og brugs keramik ved hjælp af forskellige teknikker.
En gammel bondegård i afsides beliggenhed, omgivet af Mecklenburgs vidtstrakte landskab med enge, marker og skove: Da Kat og Alexander von Stenglin efter deres mesterprøver i keramik og håndvævning ledte efter et passende sted til deres værksted, faldt deres valg i 1986 på Eichenhof ved Picher. Mellem den gamle residensby Ludwigslust og statens hestestutteri i Redefin har Eichenhof med sit galleri og sine værksteder udviklet sig til et hemmeligt tip for gæster, der søger noget særligt. »Vi er glade for landskabet, omgivelserne og menneskene her. Vi bor lidt uden for byen, kan udføre mange arbejdsopgaver udendørs, og i den varme årstid udspiller vores liv sig i den store have. Vi har helt bevidst valgt et område, der ikke er overfyldt af turister.«
Alexander fremstiller selv glasurerne til sin keramik, hovedsageligt af lokale lerarter, stenmel, kridt og aske. Gennem forskellige brændingsteknikker skabes unikke værker, hvis overflader skimrer på en mystisk måde: vaser af japansk raku-keramik med fine hårfine revner og skyagtige lyseffekter, farverig fajancekander og skåle, hvis klare, strålende farver synes at spejle Mecklenburgs landskab – eller terrakotta-objekter, der som hvidt pudrede fortæller om urtide. Brugsværdi og fantasi indgår et drømmeagtigt samarbejde.
I værkstedet ved siden af står Kat ved sin højvæv og fremstiller gobeliner. Også dette er en ældgammel teknik, der siden middelalderen har været kendt som »billedvævning«: vævede vægmalerier. Kats abstrakte mønstre med rumlige frem- og tilbagetrædende effekter taler dog et helt nutidigt billedsprog: »Mine billeder opstår først i mit hoved, derefter på papir og til sidst på højvæven som gobeliner. Jeg nyder at skabe et billede af stof.«
På fladvæven fremstiller Kat von Stenglin tæpper, puder og alle slags stoffer. Hun bruger hør og bomuld til kædetrådene (de lodrette tråde) og ren fåreuld til skudtrådene (de vandrette tråde). Fåreulden er håndspundet og farvet med planter: »Plantefarvning er også et ældgammelt håndværk; det er spændende at bruge gamle opskrifter, men også hele tiden at afprøve nye ting.«
