Den vigtigste bevarede vandfæstning fra renæssancen i Nordtyskland.
I 1258 kom slottet i familiens von Schwerins besiddelse. Efter en meget begivenhedsrig historie med op- og nedture blev slottet genkøbt af Kaspar Freiherr von Harnier. Han er den arving, der blev udpeget af den sidste herre på Spantekow (hans bedstefar Hans Bone von Schwerin, indtil 1945).
I middelalderen tjente mægtige borge som beskyttelse for ridderstanden og de omkringboende. Mange af dem havde en rektangulær grundplan med foranliggende bastioner. En mur og en bred voldgrav bidrog til, at ejendommen fik en beskyttet beliggenhed som en ø. En sådan lavlandsfæstning fra renæssancen kan man stadig i dag finde i Spantekow.
Fra 1558 opførte storhofmester Ulrich von Schwerin sammen med sin hustru, Anna, født von Arnim, (portrelieffet) over en periode på ni år det krigsherjede slotskompleks på det oprindelige område helt fra bunden efter de gamle tegninger. I 1677 blev slottet belejret og indtaget af de brandenburgske tropper i deres krig mod svenskerne. Den Store Kurfyrste, Friedrich Wilhelm von Brandenburg, lod hovedbygningen (ringborgen) i borgkomplekset sprænges i luften. Rester af murværket, de mest omfattende fra denne periode i Mecklenburg-Vorpommern, kan stadig ses i dag. Borgkapellet ved foden af bakken stod i første omgang tilbage, men brændte ned i 1748.
I 2009 blev krypten ryddet for murbrokker, og det sammenstyrtede hvælv blev genopmuret. De i dag stadig eksisterende, fuldstændig ubeskadigede kasematter og fangehullet, slottet med barokgavl, tårn og en tredje etage samt tilbygningen stammer fra henholdsvis det 16. og det 20. århundrede.
