Prof. Dr. Teipel: Mens man for blot få år siden gik ud fra, at antallet af demenssygdomme i Tyskland kunne tredobles frem til 2050, peger de nyeste undersøgelser nu på, at det „kun“ vil fordobles. I øjeblikket stiger antallet af demenspatienter fortsat, dog ikke så kraftigt som hidtil frygtet. Risikoen for at udvikle demens i en bestemt alder er sandsynligvis faldet en smule i de seneste år. På grund af den kraftigt aldrende befolkning vil der ikke desto mindre ske en kraftig stigning i antallet af demenstilfælde. Formodede – men videnskabeligt ikke bevisbare – årsager hertil kunne blandt andet være bedre forebyggelse og sundhedspleje samt en sundere livsstil. Faktum er dog: Cirka 75 % af demenssygdomme er påvirket af genetiske risikofaktorer og er i meget sjældne tilfælde fuldstændig arvelige. Den, der bliver gammel nok, vil altså med stor sandsynlighed udvikle demens.
Findes der forebyggende muligheder for demenssygdomme?
Prof. Dr. Teipel: Ja, om end kun i begrænset omfang. Som sagt er det oftest generne, der er drivkraften bag Alzheimers demens. Data fra en nyligt offentliggjort undersøgelse tyder dog på, at omkring en fjerdedel af demenstilfældene kunne undgås eller i det mindste forsinkes ved en bevidst livsstil. Mange små foranstaltninger bidrager her til det samlede resultat. Dertil hører rettidig behandling af forhøjet blodtryk, høretab, synsnedsættelse og dårlig tandhygiejne. Desuden gælder det om at undgå at ryge, nyde alkohol i moderate mængder og spise sundt og varieret. Et andet vigtigt puslespilsbrik er motion, her især udholdenhedssport og dans – som en kombination af udholdenhed og koordination. Lige så vigtigt er en socialt integreret livsstil, også i de ældre år. Ensomhed i sig selv udløser ganske vist ikke demens, men kan bidrage til det. Hos ældre mennesker med forskellige sygdomme er det desuden vigtigt, at den praktiserende læge regelmæssigt gennemgår medicinplanen. Her ser jeg yderligere potentiale, fordi forkert indtagelse samt interaktioner mellem lægemidler kan fremme demens.
Indimellem glemmer alle noget. Hvornår har man brug for hjælp?
Prof. Dr. Teipel: Da en person, der er ramt af Alzheimers demens, som regel ikke selv indrømmer, hvad der foregår, stilles de pårørende over for en særlig udfordring. Handler det om glemsomhed, som alle oplever en gang imellem – eller glemmer personen det samme igen og igen? Findes genstande på steder, hvor de ikke hører hjemme? Er det svært at betjene hverdagsredskaber som kaffemaskinen korrekt? Eller giver velkendte genstande, som f.eks. nøgler eller fjernbetjeningen, problemer at håndtere? Så bør man søge at få stillet en diagnose. Desværre lever anslået 50 procent af de personer, der faktisk lider af demens, uden en diagnose. Det betyder: ingen medicin, ingen behandling, ingen støtte. Derfor er en diagnose som regel til gavn for både patienten og de pårørende. Man kan forhindre en negativ udvikling og udskyde eller afbøde konsekvenserne. Den anden lov om styrkelse af plejen (PSG II) medfører netop for pårørende til demenspatienter mange forbedringer i hverdagen.
Hvordan og på hvilket tidspunkt kan man diagnosticere demens?
Prof. Dr. Teipel: Ved hjælp af biologiske markører og billeddannelsesmetoder som MR og PET er vi i dag i stand til at påvise tilstedeværelsen af en Alzheimers-patologi længe før sygdommen bryder ud. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at der senere rent faktisk udbryder en Alzheimers-demens. Derfor anvendes denne tidlige diagnosticering endnu ikke som en rutineundersøgelse, men forbliver forbeholdt forskningen inden for rammerne af studier. Alzheimers sygdom kan i den rutinemæssige sundhedspleje påvises ved hjælp af biologiske markører og hukommelsestests, når de første hukommelsesforstyrrelser opstår, endnu før det fulde billede af demens har udviklet sig. En mulighed er også en hukommelseskonsultation, især i meget tidlige eller uklare tilfælde. Efter henvisning fra en praktiserende læge eller en speciallæge foretager vi en tidlig diagnosticering, der består af anamnese, lægesamtale, fysisk undersøgelse og forskellige neuropsykologiske tests. Omkring en tredjedel af patienterne i vores hukommelseskonsultation viser sig derefter ikke at have nogen påfaldende fund. Hvis mistanken om en hukommelsessygdom imidlertid bekræftes, følger der yderligere undersøgelser, der tilpasses den enkelte patient, helst ambulant. Som supplement yder socialarbejdere i Rostocks hukommelsesklinik også intensiv støtte og rådgivning til pårørende.
Hvilket håb er der efter diagnosen »demens«?
Prof. Dr. Teipel: Ligesom andre kroniske sygdomme hører demens til de uhelbredelige sygdomme. Men ofte kan man afbøde følgerne. Desuden: Jo ældre patienten er ved diagnosestillelsen, desto mildere er forløbet. Hos en 80-årig med flere sygdomme ved diagnosestillelsen skrider Alzheimers demens derfor som regel langsomt frem. Hvis man er yngre ved diagnosen, for eksempel under 50 år, har man sandsynligvis flere genetiske risikofaktorer – hvilket oftest medfører et mere alvorligt forløb og en hurtigere udvikling. Netop for den patientgruppe, der ikke lider af flere sygdomme, gennemføres der i øjeblikket studier med det formål at udvikle en vaccine. Derudover har vi til rådighed lægemidler til behandling, som i de tidlige stadier effektivt bremser udviklingen af sygdomssymptomerne.
De forsker i forbedring af tidlig diagnosticering og behandling af demenssygdomme. Er der tale om samarbejder i den forbindelse?
Prof. Dr. Teipel: Vi arbejder tæt sammen med den tyske Alzheimer-forening, delstatsafdelingen i Mecklenburg-Vorpommern, og kompetencecentret for demens om delstatsdækkende kurser for pårørende og lettilgængelige tilbud om pleje til mennesker med demens. Som samarbejdspartnere med støtteforeningen GERIO e.V. og Tessinum støtter vi hinanden i vurderingen og pleje/ viderebehandling af patienter i de ambulante strukturer og står til rådighed for at yde videnskabelig støtte til projekter. Hovedfokus ligger i øjeblikket på optimering af akut- og rehabiliteringsbehandlingen af geriatriske patienter gennem et netværk af tilbud om geriatrisk pleje i Rostock-regionen.
