En komedie af Ernst Toller
»Nu, mine små, må I igen lege med blysoldater.«
Frisøren Emil i »Aldrig mere fred«
Som ved et trylleslag er den offentlige debat igen domineret af værnepligt, militarisme og kampkraft. Så sent som i går påkaldte forfatningen viljen til »evig fred«, de »lærestreger«, der var draget af historien, blev priset, og alle lande i verden blev opfordret til en lovende folkeforståelse. Men nu smedes der våben, forsvarsindustrien bliver bejlet til, og militærnægtere bliver udskældt som »tøsedrenge«.
Det havde den inkarnerede, hellighedssøgende Frans af Assisi på Olympen forestillet sig helt anderledes. I fast tro på det gode anser han paradiset for muligt også her på jorden. Noget, som Napoleon, der ligeledes driver rundt i det hinsides, kun kan grine ad. Efterhånden træt af engle og skyer trækker den tidligere kejser af alle franskmænd, der søger adspredelse, derfor den asketiske botgører ind i en strid om menneskets sande natur. Og for at afklare, om mennesket i sin natur snarere hælder mod krig eller mod fred, erklæres der krig mod den fredeligste by på jorden via telegram. Krigen bryder straks ud, frisøren Emil udnævner sig selv – i en tydelig hentydning til nazidiktaturet – til statsleder og mobiliserer fuld af entusiasme mod »fjenden«, som dog ikke viser sig nogen steder … Og som forventet følger en bølge af vold, racisme, menneskejagt og meningsløs ødelæggelse. Alt sammen i navnet på en fare, der angiveligt truer folket og nationen.
Joanna Lewickas iscenesættelse forbinder den antikrigskomedie, der havde premiere i London i 1936 med en ouverture af Hanns Eisler og sange af Herbert Murrill, med passager fra Tollers første teaterstykke *Die Wandlung*. En mands indre kamp, der skildrer en krigsfrivilligs erkendelsesrige vej mod pacifismen og gjorde den 25-årige berømt fra den ene dag til den anden. To yderst aktuelle tekster af den betydningsfulde forfatter – der i 1939 tog sit eget liv i eksil i USA – som ikke faldt i god jord hos de nazistiske bogbrændere, ligesom hans storslåede dramaer *Masse Mensch*, *Hinkemann* og *Hoppla, »Wir leben!«, hans jødiske herkomst eller hans – alene set ud fra et tidshistorisk perspektiv uundværlige – selvbiografi »Eine Jugend in Deutschland«.
