Ingen støj, ingen stress. Højst en lille trafikprop, fordi en andefamilie krydser vejen. Müritz-Elde-vandvejen er nok den mest fredfyldte trafikåre i nord og en yderst forfriskende rejseledsager.
Turen ud i det ukendte begynder i bindingsværksbyen Parchim ved Wockersee. Meter for meter erobrer cykelferiegæsterne det billedbogsagtige landskab med mælkebøtteenge, valmuefelter, køer og kirsebærtræer, solrige bakker og lysende skove. Fra Lübz går turen over de blidt bølgende enge og marker til Plau am See. Maleriske gader fører ned til Plauer See, en af Tysklands største søer. I rørskovene gemmer der sig hyggelige bådehuse og idylliske badesteder.
Overalt finder man vidnesbyrd fra istiden – vidtstrakte hede- og moseområder med orkideer og ensian. Næsten af sig selv ruller hjulene forbi Ruhner Bergen, gennem skyggefulde skove ned til Grabow – hjemstedet for de søde chokoladekys.
På turen gennem det tyndt befolkede landskab går det mod Lenzen med en ældgammel borg. Forbi de 30 m høje indlandsvandrende klitter ved Klein Schmölen når man frem til Dömitz. Fra den kolossale fæstning åbner der sig et betagende panorama over den mægtige flod og ud over et af Europas smukkeste flodlandskaber.
Gennem et blågrønt labyrint af vandgrøfter og enge cykler feriegæsterne ind i Griese-området. På trods af sit navn overrasker det tidligere minedistrikt mellem Alt Kaliß og Malliß med sin barske skønhed og uberørte natur.
Neustadt-Glewe med borg og forsvarsanlæg vogter over indgangen til »Lewitz«. I det europæiske fuglebeskyttelsesområde af samme navn glitrer hundredvis af små kanaler og fiskedamme, der samtidig er hjemsted for havørne og hejrer. Ved vandrestoppestedet i Garwitz tager mange cyklister en pause.

























