Den hellige Birgitta, grundlæggeren af den efter hende opkaldte Frelserorden, begav sig i 1341 sammen med sin mand Ulf på en pilgrimsrejse fra Sverige til Santiago de Compostella. Undervejs krydsede hun det nuværende Mecklenburg-Vorpommern. Dengang orienterede pilgrimmene sig efter valfarts- og kraftsteder, såsom Antoniterhospitalet og Tempzin-klosteret eller domkirkerne i Güstrow og Schwerin.
Den moderne rute starter i Sassnitz på Rügen. Videre mod øens centrum og hovedsageligt gennem skovområder passerer pilgrimmene byerne Lietzow og Bergen på Rügen. På den anden side af Strelasund, vandvejen mellem Øen Rügen og fastlandet, venter UNESCO-verdensarvsbyen Stralsund med sine murstenskirker St. Marien, St. Nikolai og det tidligere franciskanerkloster St. Johannis. Gennem maleriske alléer og forbi ærværdige kirker som bykirken St. Thomas i Tribsee finder pilgrimmene vej til Barlach-byen Güstrow. Her rager domkirken, Heilig-Geist-kirken og St. Marien op mod himlen.
Gennem naturparken Sternberger Seenland når pilgrimmene frem til det engang så berømte valfartssted Tempzin i Parchim-distriktet. Synlig langt væk i det mecklenburgske kuperede landskab hæver klosterkirken sig med sin imponerende vestgavl og det yndefulde klokketårn. En relikvie af den hellige Antonius tiltrak allerede tidligt skarer af troende til det lokale kloster. I dag fungerer den over 500 år gamle bygning igen som et enkelt overnatningssted for gæster og er udgangspunkt for mange pilgrimsture i Mecklenburg-Vorpommern.
Lige så værdifuld viste en »dråbe af Kristi blod« sig at være for domkirken i Schwerin fra 1222. Med indtægterne kunne den nuværende kirke genopbygges fra det 13. århundrede. Lige ved Schaalsee ligger det tidligere cistercienserkloster Zarrentin med det kunstfærdigt udformede gotiske krydsribbehvælv i den bevarede østfløj.
I 1391 blev Birgitta helgenkåret af pave Bonifatius IX. I 1396 udnævnte paven hende til Sveriges skytshelgen. Pave Johannes Paul II udnævnte hende i 1998 til Europas skytshelgen.













