Turen starter i havnebyen Müritz. Efter et afstik til et af Mecklenburgs smukkeste og ældste herregårde på Müritz-søens vestbredde går turen videre til 3-Königinnen-Palais i Mirow. Det senbarokke herregårdshus på slotøen Mirow rummer i dag en interaktiv udstilling om de tre dronningers liv i Mecklenburg-Strelitz samt en herlig café med terrasse ved søen. Det er værd at smage på Luisentorte, Friederikentorte eller Charlottentorte på terrassen ved søen! Fra maj 2014 er der mulighed for straks bagefter at besøge de historiske lokaler i slottet på den modsatte side, som da igen vil blive præsenteret for offentligheden i deres oprindelige stand. Efter en spadseretur gennem den barokke slotspark og over Liebesinsel fortsætter turen med båd gennem Mecklenburgs småsøområde.
Omgivet af skove, moser og hedeområder fører turen til Brandenburg. Efter fire sluser nås byen Rheinsberg, hvor man kan følge i sporene efter den »Gamle Fritz«, der engang som kronprins tilbragte den lykkeligste tid i sit liv her. Som intet andet slot imponerer Rheinsberg med sin maleriske beliggenhed ved Grienerick-søen. Her smelter natur, arkitektur og kunst sammen til et harmonisk helhedsbillede. Talrige kunstværker pryder slottslokalerne og inviterer til en rejse tilbage til det 18. århundrede.
Den næste dag går turen tilbage mod havnebyen Müritz.
Vandvejsoversigt
Både erfarne fritidskaptajner og nybegyndere får deres penge værd, når de styrer deres båd over søerne samt flod- og kanalafsnit til Rheinsberg i Brandenburg. Om sommeren er der meget livlig bådtrafik her. Ved de fire sluser kan der forekomme ventetider. Vær venligst hensynsfuld over for padlere.












